Vigtig sejr i forårspremieren

8. marts 2020 - Thomas Jansen

Der var forår i luften, da årets første fodboldfløjt lød i Aarhus lørdag eftermiddag. Trods solskin var luften dog stadig kold, og det tog da også lidt tid, før der for alvor blev varmet op under spillet. Men da det skete, viste Jammerbugt FC at holdet var det stærkeste på banen denne dag.

Spillet i første halvleg bar præg af at der var tale om en premierekamp. Spillerne skulle lige finde sig til rette og spillet var i perioder usammenhængende og bølgede frem og tilbage, uden nogle af holdene tog teten.

Men det var Jammerbugt FC, der kom bedst fra land, da Viktor Ahlmann og Max Møller spillede en god et-to kombination og sidstnævnte sendte bolden indover feltet, hvor angriber Morten U. Thomsen dukkede op og fik dirigeret bolden i mål til en 1-0 føring.

Da var der spillet godt og vel et kvarter. Fem minutter senere var der igen balance i regnskabet. Et hjørnespark blev sendt mod forreste stolpe, hvor gæsterne kom først på bolden og med en aarhusiansk pande drejede den i nettet til 1-1.

Den stilling holdt til pausen og egentlig havde det været en forholdsvis chancefattig omgang de første 45 minutter. Efter pausen fik Jammerbugt FC mere fat om opgøret og spillet blev mere sammenhængene. Holdet viste stor kvalitet og stor arbejdsvilje.

Det blev belønnet ni minutter inde i anden halvleg. Igen var det Morten U. Thomsen, som var på pletten. Denne gang sendte Sead Gavranovic en god bold i dybden til angriberen, der køligt sendte den fladt i det lange hjørne. Jammerbugt FC var på ny foran og denne gang havde holdet i sinde at holde fast.

10 minutter efter føringsmålet sikrede Sead Gavranovic at dette lykkedes, da han fra distancen bankede læderet elegant op i det ene målhjørne. En sand perle, der slog sejren fast. Herfra kom de tre point nemlig aldrig i fare. En god offensiv blev suppleret af en stærk defensiv, som stort set ikke gav gæsterne nogle muligheder.

Jammerbugt FC kørte sikkert sejren hjem i forårets første finale. En meget vigtig en af slagsen. Nu handler det om at følge op med endnu en stærk præstation, når Brabrand gæster Jammerbugten om en uges tid.

VSK Aarhus – Jammerbugt FC: 1-3 (1-1)
16’ 0-1 Morten U. Thomsen, Jammerbugt FC
21’ 1-1 Marcus Sloth Jørgensen, VSK Aarhus
54’ 1-2 Morten U. Thomsen, Jammerbugt FC
64’ 1-3 Sead Gavranovic, Jammerbugt FC

Jammerbugt FC: Emil Kobberup – Glenn Rask, Simon Jensen, Nikolaj Lyngø, Emil From – Max Møller (Anders R. Jensen), Christian Rye, Zander Hyltoft, Sead Gavranovic (Søren V. Pedersen) – Morten U. Thomsen, Viktor Ahlmann (Sebastian Mourier).

Ubenyttet: Omar Loubani, Mikkel Konnerup, Tobias Thorhauge.

< Tilbage til listen