U19 gør klar til sæsonfinale efter forrygende forår

21. juni 2019 - Thomas Jansen

Det har været mere end et ok forår for Jammerbugt FC U19. Det har faktisk været et super forår, og sæsonen er slet ikke slut endnu.

Den kommende weekend venter nemlig sidste spillerunde, og det bliver lidt af en finale for det unge mandskab. Jammerbugt FC topper Liga 1 med to point ned til Hobro IK på andenpladsen og fem point ned til tredjepladsen, som er lørdagens modstander, Randers Freja.

Jammerbugt FC talenterne kan altså selv afgøre, om de skal vinde rækken og dermed ud i kamp om det Jyske Mesterskab.

– Vi vandt 1-0 over Randers tidligere på sæsonen, så der er ingen tvivl om, at de gerne vil slå os. Men det bliver en tæt kamp. Det er en meget tæt top tre i rækken og det bliver dagsformen, som kommer til at afgøre kampen, forklarer Jammerbugt FC U19 træner, Tommy Pedersen, forud for det spændende og sidste opgør i Liga 1.

Sæsonen har bl.a. budt på storsejre over Hjørring IF, Viborg FF og AaB, som er blevet sendt til tælling med nederlag på henholdsvis 5-0, 6-0 og 8-3.  De blåblusede talenter har før sidste spillerunde hentet 11 ud af 13 mulige sejre og har kun smidt fire point hele foråret.

– Vi har holdt niveau sæsonen igennem og har hentet nogle flotte sejre. Men selvom vi har vundet flere storsejre, så har det været en meget tæt række. Der er ingen tvivl om, at Randers er et godt hold. Men det er vi også, og vi vil selvfølgelig gøre alt for at vinde, så vi kan spille med om det Jyske Mesterskab. Ingen tvivl om det, understreger Tommy Pedersen, der uanset kampens udfald kan se tilbage på en flot sæson og frem mod flere interessante fodboldhøjdepunkter i fremtiden.

– Det har været en vild sæson, hvor vi har præsteret over alt forventning. Vi har en rigtig god stamme på holdet, men det er altså alle mand, som har bidraget til succesen. Træningskulturen er virkelig god og drengene har været flittige til træning, og det er det, der gør, at vi kan flytte hver enkelt spiller i den rigtige retning. Så uanset resultatet lørdag, så har det været et rigtig godt forår, men vi går selvfølgelig efter at toppe det af med et Jysk Mesterskab.

Når sæsonen er færdigspillet skal der forberedes til endnu en i Liga 1 og så er der spillere, som skal rykkes op og sluses ind i tilværelsen som seniorspillere, hvor divisionstruppen for flere kan blive den næste destination.

– Det er noget vi i trænerteamet har en løbende dialog omkring, og som vi har set de tidligere sæsoner, så er der nogle, som får en rolle at spille i divisionstruppen. Samarbejdet mellem årgangene og i sidste ende det sidste step op til seniorfodbold er tæt og noget vi har stort fokus på. Det er et kæmpe stort potentiale hos disse spillere, og det bliver virkelig spændende at følge. Men nu skal vi først og fremmest have sluttet sæsonen af på bedst mulig måde, og så tager vi de andre ting efterfølgende, lyder det fornuftigt fra U19 træneren, der har fuldt fokus rettet mod lørdagens sæsonfinale.

Jammerbugt FC U19 spiller ude mod Randers Freja lørdag d. 22. juni kl. 12.00.

< Tilbage til listen