Talenter styrkede fællesskabet med fodboldweekend

10. februar 2020 - Thomas Jansen

U16 og U17 har ikke ligget på den lade side denne weekend. Krop og sind har derimod været i fuld sving på klubbens anlæg, som lagde rammer til en aktivitetsfyldt fodboldweekend.

Træningslejren, der strakte sig over to dage bød bl.a. på fysisk træning, svømmehal, spillersamtaler og aftenafslapning med FIFA turnering og hygge.

Bolden rullede også flittigt. Både med flere træningspas, mens drengene søndag spillede en intern træningskamp og lørdag sejrede 4-2 over Frederikshavn efter at have domineret størstedelen af opgørets 90 minutter.

En stærk præstation, som bragte glæde og velfortjente skulderklap. I det hele taget var humøret højt undervejs i løbet af weekenden, og det var tydeligt, at både trænerteam og spillertrup nød muligheden for at dyrke fodbolden og hinanden intenst over en hel weekend.

– Vi har en håndfuld U15 spillere med, og ellers er det U16 og U17. Det er en utrolig stærk gruppe og der er masser af talentfulde spillere. Det er nogle gode kuld, vi har, lød det indledningsvist fra U17 træner Kim Hansen fra kunstgræsbanen under et af weekendens mange træningspas.

Alt handlede dog ikke kun om at styrke formen og udvikle færdighederne på grønsværen. Sammenholdet udenfor banen var også stort fokus på denne træningslejr.

– Vi får først og fremmest noget socialt ud af det, og drengene bliver rystet sammen. Det er vigtigt, når kampene buldrer derudaf. At vi kender hinanden og er kammerater nok til, at vi godt kan sige noget til hinanden i løbet af en kamp og så være de samme gode venner bagefter. Det handler om at mærke efter, hvor langt vi er med det hele og om vi alle er om bord i samme båd. Det er en fantastiks weekend, og at der er så mange der melder sig til er virkelig dejligt. Det viser, at drengene vil det her, lød det fra U17 træneren, inden han supplerede.

– I trænerteamet bliver vi også klogere på spillerne og har mulighed for at tale meget mere med spillerne individuelt. Vi holder vi en række spillersamtaler, hvor vi kan forventningsafstemme med hinanden. Det betyder meget. At vi har Mads med, som er fysisk træner for divisionstruppen, betyder også meget. Han kører et forløb med koordinationstræning, som de får utroligt meget ud af. I det hele taget er der mange positive gevinster, vi kan tage med videre ind i sæsonen.

For både U16 og U17 venter en række yderligere træningskampe, inden sæsonen skydes i gang for alvor.

Se billeder fra træningslejren på vores Facebook side her.

< Tilbage til listen