Skuffende 3-2 nederlag i Kjellerup

15. april 2019 - Thomas Jansen

Trods en drømmestart ude mod Kjellerup IF i grundspillets sidste runde, så endte det i mareridt, da en halvlegsføring blev smidt i kampens sidste 45 minutter.

Ambitionen var helt klar. Der skulle tre point mere med over i oprykningsspillet, og allerede efter to minutter viste Jammerbugt FC at holdet ville vinde. I feltet kom Bardhec Bytyqi først på et indlæg og headede det flot på tværs af målet og i det lange hjørne.

Lige præcis den start, der var brug for, så det kunne blive en kamp på Jammerbugt FC’s præmisser. En kamp i kontrol og med initiativet. Værterne lod sig dog ikke umiddelbart ryste af den tidlige scoring. Spillet bølgede lidt frem og tilbage, men det var uden de store oplagte målchancer til de to hold.

Der var optræk til chancer undervejs og Jammerbugt FC satte bl.a. et par rigtig gode omstillinger op, som var lige ved at give pote. Jammerbugt FC var da også mest på bolden, men de midtjyske værter gav ikke så let op og var hele tiden med i opgøret.

Kort før pausen kom der så gang i scoringen igen, og denne gang var det Kjellerup IF, der bragte sig tilbage i opgøret med en udligning ti 1-1. På et tørt fladt hug fra distancen sneg bolden sig ind ved foden af den ene stolpe.

Men Jammerbugt FC svarede hurtigt igen. Sonny Jakobsen erobrede bolden højt på banen, tog et træk og sendte bolden i feltet. Kjellerup keeperen boksede i første omgang bolden væk, men returen faldt til Sead Gavranovic, som køligt løftede bolden og målmanden og ind i netmaskerne. Jammerbugt FC kunne nu gå til pause med en føring på 2-1.

Anden halvleg var på flere måder mere af det samme med Jammerbugt FC mest på bolden, men med få chancer. Desværre sneg der sig fejl ind og en af dem, var at opgøret ikke blev lukket med en scoring til 3-1. Trods det at gæsterne ikke skabte mange chancer, så formåede de nemlig at sætte to mål ind i kampens afsluttende fase, og denne gang havde Jammerbugt FC ikke noget hurtigt modsvar.

Mads Larsen havde muligheden for at sikre et sent point igen, men denne gang susede et ellers veleksekveret frispark lige forbi den forkerte side af krydset.

Den endte dermed med et skuffende nederlag og Jammerbugt FC må tage hul på oprykingsspillet med færre point end ønsket. Til gengæld er holdet sikkert videre til oprykningsspillet, og det i sig selv er en præstation, der er værd at glædes over på en dag, hvor tankerne ellers kan føles lidt tunge.

Nu afventes kampprogrammet for det kommende oprykningsspil og så skal der ellers lige geares lidt op hos de blåblusede, hvis der er skal hales ind på den absolutte top i kampe mod stærke modstandere.

Jammerbugt FC: Thomas Nielsen – Glenn Rask, Oliver Knudsen, Søren V. Pedersen, Mads Larsen – Sead Gavranovic (Victor Ahlmann), Christian Rye, Allan Høvenhoff, Bardhec Bytyqi (Michael Byskov) – Morten U. Thomsen (Zander Hyltoft), Sonny Jakobsen.

Kjellerup IF – Jammerbugt FC: 3-2 (1-2)
02’ 0-1 Bardhec Bytyqi, Jammerbugt FC
43’ 1-1 Patryk Pietras, Kjellerup IF
45’ 1-2 Sead Gavranovic, Jammerbugt FC
73’ 2-2 Rasmus Lysdal Christensen, Kjellerup IF
75’ 3-2 Rasmus Lysdal Christensen, Kjellerup IF

< Tilbage til listen