Premiere præstation fortjente mere en det ene point

3. august 2019 - Thomas Jansen

Jammerbugt FC åbnede fredag aften sæsonen i 2. division med en udekamp i Ringkøbing og måtte trods godt spil og flere gode chancer tage sig til takke med 0-0.

Resultatmæssigt en ganske fornuftig start på en svær udebane, men præstationen taget i betragtning også skuffende, at det ikke blev til mere. Det havde været fortjent.

En væsentlig del af det at vinde fodboldkampe er dog at tage sine chancer og score mål, og den del af spillet formåede det blåblusede altså ikke denne fredag aften.

Allerede efter fem minutter viste Jammerbugt FC tænder, da Bardhec Bytyqi sendte et fladt skud mod mål fra distancen. I det hele taget var det Jammerbugt FC med initiativet fra start.

Men det var især i 2. halvleg at Jammerbugt FC spillerne dominerede og skabte chancer. Bl.a. sendte Mads Larsen et godt frispark mod målhjørnet kort efter pausen. Men Ringkøbing keeperen boksede til hjørne. I den efterfølgende periode var Jammerbugt FC tæt på at spille sig til flere åbne chancer, men den sidste afgørende bold manglede.

Mads Larsen fik en ny chance fra stort set samme position, men denne gang susede bolden lige over mål. Kort efter var en hjørnesparkskombination nær blevet prikket ind over stregen og så var det Bayan Fenwicks tur kort før tid, men tæt under mål fik englænderen sendt bolden over.

Der var flere muligheder for de blå, men ind ville bolden ikke. Formen, spillet og organisationen havde været på plads, men skarpheden foran mål manglede i denne første kamp i sæsonen.

– Det var en stort præstation og et lille point, lød det kort fra Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck, efter opgøret. Det var med blandede følelser, at kampen blev evalueret.

– Det er jo vildt, at vi ikke får scoret og vinder den her kamp. Vi spiller en rigtig god kamp og dominerer hele 2. halvleg. Vi spiller en god omgang fodbold og der er mange, som viser sig godt frem. Derfor er jeg også skuffet over resultatet. Men med så mange chancer, og vi ikke formår at udnytte dem, så er vi altså selv ude om det. Det er så positivt, at vi holder nullet og ikke giver mange chancer væk, når nu vi ikke selv kan score. Så det er med blandede følelser, vi står tilbage. Jeg er meget tilfreds med præstationen, men også meget skuffet over de manglende mål og resultatet, lød det fra cheftræneren.

Trods den manglende skarphed foran mål, så det offensive spil lovende ud, og kommer der hul på bylden, så er der masser af mål i dette hold. Det er der ingen tvivl om. Jo før det sker, jo bedre, og tirsdag i pokalturneringen hjemme mod Viborg FF kunne da være et godt sted at starte. Her bliver chancer næppe mange.

Ringkøbing IF – Jammerbugt FC: 0-0 (0-0)

Jammerbugt FC: Emil Kobberub – Glenn Rask (Michael Stokbro), Søren V. Pedersen, Nikolaj Lyngø, Mads Larsen (Mikkel Konnerup) – Sead Gavranovic, Christian Rye, Zander Hyltoft, Bardhec Bytyqi – Sonnny Jakobsen (Bayan Fenwick), Morten U. Thomsen.

< Tilbage til listen