Pointjagten fortsætter i Brønshøj denne weekend

26. juni 2020 - Thomas Jansen

Fodboldforåret er genstartet og Jammerbugt FC har ramt grønsværen med stor spilleglæde og målrettethed. Det har foreløbigt kastet to sejre og en uafgjort af sig.

Lørdag skal de blåblusede så forsøge at bevare status som ubesejret i dette forårs oprykningsspil, når holdet træder ind på Tingbjerg Grounds græstæppe for at krydse klinger med Brønshøj Boldklub.

Det er en klub og et stadion med masser af atmosfære og så er det et hold, der modsat Jammerbugt FC har haft svært ved at få genstartet fodboldformen. Sjællænderne startede ganske vist med point i en målrig første kamp, hvor det endte med 4-4 mod AB.

Dernæst måtte hvepsene strække gevær på udebaneturene til henholdsvis Thisted FC og Aarhus Fremad. Nu er Brønshøj Boldklub dog tilbage på hjemmebane, og her er de altid lidt af en mundfuld. Her indkasserer de ikke mange nederlag og Jammerbugt FC har historisk også haft svært ved at tvinge point ud af møderne med Brønshøj Boldklub.

Men inden lørdagens møde ligger de to hold begge med 30 point i tabellen og når alt tages i betragtning, er der lagt op til en jævnbyrdig og spændende kamp, hvor dagsformen bliver afgørende.

Netop dagsformen er under gevaldigt pres, med begrænset forberedelsestid og kun få dage mellem de enkelte kampe. Situationen er dog ens for alle og i Jammerbugt FC lejren ses der frem opgøret, hvor man trods ømme stænger har masser af mod på mere fodbold.

– Sejren i onsdags var fantastisk og den betyder, at vi stadig er ubesejret i oprykningsspillet. Vanløse IF er et stærkt hold, så en 3-0 sejr er stort for os. Vi producerer mindre end mod HIK, men nok, og så er vi mere kyniske. Vi formår også at styre spillet godt, specielt i 2. halvleg, evaluerer Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck kort, inden han hurtigt må vende blikket mod næste kamp, der kommer allerede om få dage.

– Nu skal vi klargøre os til lørdag. Brønshøj er et fedt sted at spille med klasse fans, som skaber en stemning. Men vi tager jo derover for at vinde. Det er klart. Jeg synes, vi har revanche til gode fra sidste gang. Og jeg synes, vi ser gode ud. Vi er gode med bolden, vi laver mål og vi giver ikke ret mange chancer væk. Så vi er ikke i tvivl om, hvad vi går efter lørdag. Vi vil over og vinde. Der er placeringer og deraf også penge på spil, og så vil vi beholde vores status som ubesejret, understreger Bo Zinck, der skal have balanceret truppen korrekt i forhold til restitution, kost, småskavanker og kampforberedelser i det hele taget.

Så mon ikke bussædet tippes bagover og benene smækkes op til en lur, når spillerne vender snuden mod Sjælland den kommende weekend. Der er kick off på Tingbjerg Ground i Brønshøj lørdag d. 27. juni kl. 15.00.

Se kampen live online på eb.dk

Husk, at du kan følge slagets gang online med Ekstra Bladet, som streamer direkte fra opgøret. Læs mere om, hvordan du ser med her.

< Tilbage til listen