Max vil tilbage på sejrssporet mod Holstebro

17. oktober 2020 - Thomas Jansen

Efter sejre på stribe oplevede Jammerbugt FC sæsonens første pointtab, da det i seneste runde endte med 1-1 ude mod VSK Århus.

Udligningen faldt i kampens overtid. Samme skæbne led næste rundes modstander, Holstebro Boldklub. Ude mod Dalum IF endte det nemlig med et 0-1 nederlag på et mål scoret i kampens døende minutter. Jammerbugt FC hev dog det ene point med hjem og de resultatmæssige lighedspunkter er da heller ikke mange, hvis de to holds sæson sammenlignes inden weekendens møde.

Mens Jammerbugt FC har været flyvende og med 19 point indtager en foreløbig førsteplads i 2. Division Gr. 1, så ligger Holstebro Boldklub placeret i den anden ende af tabellen med fire point.

Weekendens værter returnerede ellers til 2. Division med fuld fart og var allerede efter 5 minutter af sæsonpremieren foran 2-0 hjemme mod B 93. Siden er farten aftaget. Premieren blev tabt 2-3 og efterfølgende har holdet fra det nordlige Vestjylland haft svært ved at vinde terræn. Men de har generelt spillet tætte kampe, og sæsonen har også budt på et par solide sejre, inkl. pokalturneringen, så der skal ikke herske tvivl om, at det endnu engang er en hård nød, der skal knækkes, når den blå bølge ruller ud i Danmark efter point.

– Jeg har en forventning om at det bliver en hård og meget intens kamp, som de fleste udekampe i denne række er. Dog ser jeg, at vi skal ned og sætte os på spillet og vise, at vi fortjener at være der, hvor vi er i tabellen, fortæller Jammerbugt FC’s unge offensivspiller, Max Møller, forud for opgøret.

Han og holdkammeraterne er ærgerlige over sæsonens første pointtab, selvom han også erkender, at det på dagen ikke var ufortjent.

– Det var en blandet kamp. Vi spiller en rigtig skidt første halvleg og selvom vi løber og kæmper, som vi plejer, så fungerer tingene bare ikke, som det ellers har gjort. Dog får vi et godt tag på dem i anden halvleg og det giver derfor også en scoring, men det var ikke nok til at vinde kampen, da de får et mål i sidste minut. Men alt i alt en god anden halvleg og jeg synes, vi viser en god brede på truppen igen, forklarer Max Møller, der med sin analyse af truppens bredde og kvalitet rammer ned i en af de centrale temaer i forhold til den foreløbige succes denne sæson.

Her har det nemlig langt fra været 11 mand, der har stået bag de gode resultater. Det har været en hel trup, og netop Max Møller er et godt eksempel herpå. Den unge spiller har ikke spillet fra start i de fleste opgør, men er gang på gang blevet kaldt til kamp undervejs og er her gået på banen og gjort en forskel. Senest ude mod VSK Århus, hvor Max Møller efter flot forarbejde lagde op til Jammerbugt FC’s scoring.

– Den store konkurrence i truppen er en stor fordel for holdet, og det giver os muligheden for at kunne skifte ud og samtidig holde niveauet helt i top. Det kan dog til tider være hårdt som spiller, da alle selvfølgelig ønsker at spille så meget så muligt, men alt i alt er det mega fedt for os som hold og spillere, understreger Max Møller, der på ny er klar til at gøre en forskel og arbejde for holdet, når de blåblusede søndag går på banen i Holstebro og går efter at finde hurtigt tilbage i vindersporet. Trods det sene pointtab mod VSK Århus er momentum og troen på sejr intakt.

Der er kick off i Holstebro søndag d. 18. oktober kl. 13.00.

< Tilbage til listen