Max Møller klar på meget mere i det nye år

16. december 2018 - Kent Budolfsen

Af Thomas Jansen

Der er et stadig stigende fokus på udviklingen af egne talenter i Jammerbugt FC, hvilket nuværende divisionstrup vidner om med mange spillere fra egne ungdomsrækker.

En af disse spillere er Max Møller, der i den nu færdigspillede efterårssæson har fået sit gennembrud i 2. division. Den talentfulde offensivspiller blev rykket op fra U19 truppen, og har siden leveret en række lovende præstationer, både i 2. division og i pokalturneringen, hvor det bl.a. også er blevet til flere scoringer.

Max Møller har nydt hvert minut og ser frem til meget mere af fra samme skuffe i det nye år.

– Det har været en helt fantastisk halvsæson, både for mig som individuel spiller, men også får os som hold. Jeg synes, vi har spillet rigtigt godt i stort set alle kampe og vi har en god indstilling til sæsonen, lyder det fra den unge spiller, der på sympatisk vis hellere taler om holdets præstationer end sine egne.

Der er dog en oplevelse fra efterårets fodbolddyster, som har gjort et ekstra indtryk på den kun 18-årige spiller.

– Det vildeste jeg har oplevet i denne sæson er helt sikkert at spille mod Esbjerg fB. Det var en kæmpe oplevelse, som jeg er super glad for at have oplevet i den alder, jeg har, lyder det fra Max med et forsigtigt smil på læben.

Der er en ydmyg tilgang til tingene hos den unge Jammerbugt FC spiller, og han erkender da også, at det ikke kun har været store oplevelser, men også hårdt arbejde, at spille sig ind på holdet.

– Den største udfordring i år har været at kunne holde dampen oppe, da det har været en noget hårdere sæson end dem, jeg har prøvet før, siger Max Møller, som dog langt fra er kørt træt. Der er masser af ambitioner at forfølge.

– Ambitionerne for 2019 er helt sikkert at få skudt den sidste halv sæson godt i gang og få revet så mange point til os så muligt, og generelt at udvikle os som spillere og som hold, lyder det for Max, der først og fremmest holder fokus på den korte bane, hvor det handler om at komme godt med i oprykningsspillet.

På den lange bane er alle muligheder endnu åbne for den unge spiller. Fortsættes det hårde og målrettede arbejde, ser fodboldfremtiden særdeles lys ud for den hurtige, teknisk stærke og målfarlige kantspiller, Max Møller.

< Tilbage til listen