Lyngø vil ikke nøjes i Næsby

1. november 2019 - Thomas Jansen

Jammerbugt FC drager for anden weekend i træk mod Fyn i jagten på tre point. Sidst måtte de blåblusede tage til takke med det ene point, selvom det lugtede af alle tre. Det vil de blå ikke nøjes med denne gang.

Det er Næsby som byder ind til divisionsdyst i kommende runde og Jammerbugt FC spillerne skal forsøge at levere på samme høje niveau som senest mod Middelfart. Spurgt til det opgør, siger Jammerbugt FC forsvarer Nikolaj Lyngø det ganske præcist.

– På forhånd var et point i Middelfart yderst tilfredsstillende. Men efter 90 minutter stod vi tilbage med en følelse af, at vi tabte de to point mere, end vi vandt det ene, forklarer Lyngø.

Den gode præstation i den svære udekamp mod Middelfart kom i halen af to gode sejre i en periode, hvor Jammerbugt FC lader til at have ramt formen.

– Vi har i hvert fald ramt et rigtig pænt niveau defensivt, hvor vi lukker rigtig få mål ind. Offensivt vil vi gerne være endnu skarpere, og score flere mål på de mange chancer, vi kreerer, lyder det fra den høje forsvarsspiller med sigte mod den kommende kamp mod Næsby.

Kun tre point skiller Jammerbugt FC og Næsby i tabellen. Det er således endnu en vigtig kamp i den tætte tabel, hvor kampen om at nå med i top seks fortsat er intens.

– Næsby er en modstander, vi skal kunne vinde over, og vi tager også til Fyn for at tage tre point med hjem i bagagen. Det er absolut ikke et dårligt hold, men et hold vi absolut skulle kunne dominere, lyder det dejligt målrettet fra en Nikolaj Lyngø, der er fast i troen på holdets evner, selvom han er klar over, det ikke bliver nemt.

Tidligere på året, da de to hold mødtes på Sparekassen Vendsyssel Arena, løb Jammerbugt FC med sejren. Historisk set har de blåblusede dog altid haft det svært ALPI Arena i Næsby og der er heller ingen tvivl om, at Jammerbugt FC skal spille op til sidst bedste, hvis de tre point skal med hjem fra Fyn. Det er nemlig to formstærke hold, der tørner sammen.

Mens Jammerbugt FC har to sejre og to uafgjorte i de seneste fire kampe, er fynboerne ubesejret i hele syv kampe i træk.

Så der er lagt op til en spændende divisionsdyst, når Jammerbugt FC og Næsby tørner sammen lørdag d. 2. november kl. 14.00 på Fyn.

Husk, du kan se kampen live online på Ekstra Bladet+. Støt klubben ved at købe adgang til kampen via dette link.

< Tilbage til listen