Henning Pedersen: Det bliver sæsonens sværeste kamp

15. april 2009 - Kent Budolfsen

 

Af Torben Pedersen

Endnu et lokalopgør venter lørdag eftermiddag på Jetsmark Stadion, når Hobro IK gæster Pandrup. Tidligere møder fortæller om hårde kampe med masser af fight og intensitet, og cheftræner Henning Pedersen tøver ikke med at kalde opgøret mod Hobro, for det sværeste i sæsonen:

 – Det bliver den sværeste kamp i sæsonen, inkl. udekampen mod FC Fyn. Det er et lokalopgør, hvor der er tradition for tætte og hårde kampe.

 – Vi anerkender Hobro som fodboldhold, og har stor respekt for dem. Men vi skal have revanche nu, og vi VIL og SKAL vinde på lørdag, understreger Henning Pedersen.

9 kampe mod Hobro og blot én sejr fortæller alt om Blokhus FC´s vanskeligheder med denne modstander, og Hobro har masser af dygtige spillere i truppen:

 – Hobro har en rigtig god start-11. De har flere profiler på holdet, og er et teknisk, fysisk og ikke mindst taktisk stærkt mandskab, der er svære at bryde op. Men vores dårlige statistik mod netop Hobro, er en stor motivation for os. Vi vil visse at det er vores hjemmebane, slutter Henning Pedersen.

Blokhus FC – Hobro IK fløjtes igang på lørdag kl.15.00.

Fanklubben vil igen her være til stede, og de har i ugens løb arbejdet hårdt på nyt materiale og en overraskelse til spillerne, som vil blive endnu et nyt festligt og seværdigt tiltag.

(Billedet foroven er taget ved fanklubbens hjemmebane-debut mod AaB II) 

Inden festlighederne på lørdag, venter der reserverne for Blokhus FC endnu en rigtig vigtig kamp i morgen aften(fredag d.17/4) på hjemmebane kl.18.30, når NUBI gæster Jetsmark. En sejr til Jetsmark vil bringe dem 5 point foran nr. 3 i tabellen, og ligne et godt bud på en oprykker.  

< Tilbage til listen