Der skal tre point med fra grundspillets sidste runde

12. april 2019 - Thomas Jansen

Grundspillets sidste spillerunde tager Jammerbugt FC en tur til det midtjyske, hvor Kjellerup IF venter. En kamp hvor Jammerbugt FC skal rejse sig efter nederlaget mod Kolding IF og således forhåbentlig vende tilbage på vindersporet.

Seneste runde bød på noget så sjældent som et hjemmebanenederlag for de blåblusede, som måtte se sig slået af et stærkt Kolding IF mandskab efter 90 minutter, hvor Jammerbugt FC ellers var toneangivende i store dele af opgøret.

Men modsat rækkens nr. 2 tog Jammerbugt FC ikke sine chancer, og tabte således et vigtigt skridt i placeringerne i toppen af rækken.

– Det var en hård en for os at sluge. Vi synes egentlig, vi leverede en god kamp, og skabte det vi skulle for at få point. Men lige nu er det som om det sidste har manglet for os, og når du møder tophold som Kolding, skal du være kynisk. De havde en stor chance og der kender de deres besøgstid og sætter den i kassen, så stor cadeau til dem for at komme til Pandrup og vinde, siger Jammerbugt FC’s offensiv spiller, Sead Gavranovic, og supplerer;

– Men dermed ikke sagt, at vi ikke kunne have vundet den kamp. Det kunne vi sagtens og der var mange gode ting, som vi skal tage med, og så var der ting, vi skal arbejde endnu mere med. Det nytter ikke at have ondt af sig selv og hver gang sige, det var lige ved og næsten. Vi skal derhen, hvor vi for alt i verden vil vinde hver eneste fodboldkamp, så er jeg sikker på at sejrene nok skal komme, for vi har et rigtigt stærkt hold, forsikrer Sead, der i den høj grad har en ambition om, at der allerede kommende weekend skal en sejr på bordet.

Lørdagens modstander Kjellerup IF er isoleret i bunden af rækken med kun enkelt sejr fra sæsonens i alt 21 kampe. Ikke mindst foråret har været en hård omgang for de gule og blå klædte, men efter et par store nederlag har holdet de seneste tre runder spillet nogle tætte opgør.

– Vi tager til Kjellerup som store favoritter og det skal vi kunne håndtere. Kjellerup er et hold, som har haft stor udskiftning og har haft det rigtigt svært i foråret. De bliver dog bedre kamp for kamp, og de vil gøre alt for at vinde over os på lørdag. Men det er en kamp, hvor vi skal tage initiativet og sætte os på tingene fra start. Vi skal kunne tage til Kjellerup og styre sådan en kamp og vise, at der er en grund til, at vi ligger i toppen og de ligger i bunden. Jeg forventer en svær kamp, men jeg forventer og tror også på at vi tager 3 point med hjem til Pandrup, lyder det med fast stemmeføring og et målrettet blik fra Sead, gerne vil have de ekstra point med over i et spændende oprykningsspil.

– Det er altid spændende, når opdelingen af tabellen sker. Det er her, vi skal måle os med de bedste hold hver eneste kamp, og det er også her, man skiller fårene fra bukkene. Hvem kan levere mod de bedste hold hver eneste uge og få point skrabet sammen, og hvem er bare et godt hold, som vinder i ny og næ med svingende resultater, forklarer Sead Gavranovic og fortsætter;

Jeg forventer, at vi med vores erfaring og ærgerrighed i truppen går ud og laver et professionelt stykke arbejde hver eneste uge, og så forhåbentlig kommer ind i en stime med sejre, som virkelig kan rykke noget i tabellen. Vi ser frem til at møde nogle af de hold fra Sjælland både ude og hjemme, så det bliver utroligt spændende og vi glæder os.

Inden resten af forårets program kommer på plads, skal der dog spilles en vigtig kamp i Kjellerup. Her er der kick off kl. 14.00 lørdag d. 13. april, og målet er for Sead og de øvrige blåblusede tre point.

< Tilbage til listen