Den blå bølge rullede over hvepsene i Brønshøj

27. juni 2020 - Thomas Jansen

Den blå bølge buldrer afsted i øjeblikket og den overvinder alt på sin vej. Også lørdag, da destinationen hed Tingbjerg Ground og modstanderen var hvepsene fra Brønshøj.

Dog rullede bølgen ikke for fuld kraft fra første fløjt, hvor sommervarmen og det hårde kampprogram tilsyneladende bidrog til en lidt sløv start på opgøret. Men efter 21 minutters spil tog Jammerbugt FC alligevel føringen.

Et frispark i venstre side blev sendt flot i feltet af Mads Larsen. Her steg Nikolaj Lyngø højest og med det yderste af pandebrasken snittede han bolden i nettet til en nordjysk føring.

Kun seks minutter senere var Jammerbugt FC igen skarpe på en dødbold. Bardhec Bytyqi sendte et hjørnespark ind i panden på Glenn Rask, der fik godt træf på bolden og da målmanden halvklarede var Anders R. Jensen hurtigt over riposten og kunne prikke den ind til 2-0.

Stillingen holdt til et kvarter inde i anden halvleg. Jammerbugt FC tabte bolden midt på banen og hvepsene stak afsted i en hurtig kontra og reducerede til 1-2. Brønshøj var med i kampen igen, men Jammerbugt FC gjorde arbejdet færdigt og godt et kvarter før tid slog Glenn Rask sejren fast.

Igen skete det på en dødbold. Glenn Rask kom først på et frispark fra højre side. Forrest i feltet dirigerede han med et hovedstød bolden i det lange hjørne og denne gang kunne Brønshøj keeperen kun se til. 1-3 og så arbejdede Jammerbugt FC sejren hjem. Endda med hjælp fra et par gamle kendinge, Ruben Winther og Michael Byskov, der her midt i det meget travle kampprogram havde sagt ja til at give en hånd med i den blå trøje, de kender så godt.

Slutfløjtet lød og Jammerbugt FC kunne på ny glæde sig over fuldt udbytte af anstrengelserne. Til stor glæde for ikke mindst cheftræner Bo Zinck, der tilfreds med sine spillere evaluerede fra bussen på vej hjem mod Jammerbugten med tre point i bagagen.

– Egentlig synes jeg ikke vi kommer så godt ud. Vi virker lidt sløve i varmen. Men som kampen skrider frem blomstrer vi mere op og får scoret på to standarder. Herefter får vi løbet de meter vi skal og arbejder som vi skal. Samtidig giver vi ikke meget væk, fortæller Bo Zinck om de første 45 minutter på Tingbjerg Ground, inden han sætte ord på kampens forløb efter pausen.

– Vi laver en fejl som koster os et mål, og det koster også lidt spillemæssigt efterfølgende. Men vi får stabiliseret os gennem et par ændringer og scorer så til 3-1. Herfra synes jeg, vi kører den fint hjem som et hold den resterende del af kampen. Alt i alt var det endnu en stærk udebane præstation og at vi scorer tre på standarder er også positivt. Det er fantastisk også at have det våben med i tasken, og så har der været optræk til det hele sæsonen, synes jeg. I dag var det nok på en svær udebane og jeg er meget tilfreds med alle mand, også dem der kom ind fra bænken.

Med sejren i Brønshøj er Jammerbugt FC nu på 10 point ud af 12 mulige, og kan fortsat kalde sig ubesejret i oprykningsspillet dette forår. Det rækker til en placering som nummer ni i tabellen. Kun fire point fra top 3.

Næste opgave hedder Frem på udebane onsdag d. 1. juli, inden sæsonen rundes af på hjemmebane lørdag d. 4. juli mod FC Helsingør.

Brønshøj Boldklub – Jammerbugt FC: 1-3 (0-2)
21’ 0-1 Nikolaj Lyngø, Jammerbugt FC
27’ 0-2 Anders R. Jensen, Jammerbugt FC
61’ 1-2 Mads Rønne, Brønshøj Boldklub
74’ 1-3 Glenn Rask, Jammerbugt FC

Jammerbugt FC: Emil Kobberup – Glenn Rask, Nikolaj Lyngø, Simon Jensen, Mads Larsen (Ruben Winther) – Sead Gavranovic, Zander Hyltoft, Anders R. Jensen (Søren V. Pedersen), Bardhec Bytyqi (Christian Rye) – Max Møller (Nicklas C. Nielsen), Viktor Ahlmann (Michael Byskov).

< Tilbage til listen