Cheftræner: Vi skaber chancer og vi kriger

4. maj 2021 - Thomas Jansen

Jammerbugt FC hentede femte sejr på stribe, da det lørdag middag blev til 3-2 ude over SfB Oure FA. Selvom Jammerbugt FC mandskabet var i kontrol i størstedelen af kampen, betød en reducering fra de fynske værter seks minutter før tid, at det alligevel endte med nogle hektiske slutminutter, hvor hovedet skulle holdes koldt og ærmerne smøges op.

Men det gjorde de blåblusede bestemt også, og det blev ved slutfløjtet belønnet med tre point. Det betyder, at holdet er placeret som nr. 1 i rækken. Med fire point ned til B 93 på andenpladsen og ti point til Thisted FC på tredjepladsen.

– Til sidst bliver det lidt panisk, men op til det punkt, synes jeg, det er et spørgsmål om, at vi skal score nogle flere mål, evaluerer Bo Zinck, som bl.a. så sit hold ramme træværket undervejs i kampen.

– Vi har i hvert fald chancer til mere og vi spiller godt offensivt. Vi får skabt muligheder og spiller vel 75 gode minutter. Da de scorer, bliver kampen pludselig åbnet op og med få minutter igen bliver det panik, erkender cheftræneren efter at have pustet ud ovenpå 5-10 hektiske slutminutter.

Trods kontroltabet i kampens afslutning var der dog tale om en velfortjent sejr, bedømt på de samlede 90 minutters fodbold.

– I første halvleg holder vi dem fra chancer, med undtagelse af straffesparket. Vi rammer selv overliggeren og har andre chancer, så vi kunne have lukket den tidligere. Men det er positivt, at vi får skabt så meget og at vi får scoret tre mål fra åbent spil. Der var et godt flow i spillet og da vi skulle krige, gjorde vi det. Det var dejligt at se og dejligt med tre point, understreger Bo Zinck, inden der gøres klar til næste dyst.

Det er på hjemmebane mod Middelfart den kommende lørdag.

< Tilbage til listen