Bayan bidrager meget gerne med mere mod HIK

24. maj 2019 - Thomas Jansen

Efter to udekampe i træk er det igen blevet tid til at invitere til divisionsbold på Sparekassen Vendsyssel Arena. Denne gang hedder gæsterne HIK.

I Jammerbugt FC lejren har der været tryk på den seneste uge med tur til B 93 i lørdags og til Ringkøbing onsdag. Trods det hårde program meldes der dog om fodboldfriske spillere. Ikke mindst fra de blås Bayan Fenwick, som i 1-1 kampen mod Ringkøbing IF onsdag aften scorede sit første mål i Jammerbugt FC trøjen.

– Følelsen, da jeg scorede, var helt vild. Jeg har længe gerne ville kunne hjælpe holdet og at gøre netop det med et mål, gav mig følelsen af, at jeg virkelig kan bidrage til det her hold, fortæller engelske Bayan, der trods sin scoring var ærgerlig over, at det ikke blev til alle tre point i Ringkøbing.

– Personligt mener jeg, at vi startede kampen lidt langsomt, men vi så altid farlige ud, når vi angreb. Da vi scorede målet, fandt vi mere ro i spillet og leverede noget god fodbold. Vi startede så meget bedre på 2. halvleg og kunne have scoret både to og tre mål. Men tingene gik ikke vores vej. Alt i alt synes jeg, vi fortjente at vinde, og det burde vi have gjort, lyder evalueringen fra Bayan Fenwick.

Den engelske midtbanespiller er faldet godt til i Nordjylland efter sit skifte i vinters. Nogle enkelte småskader spændte ben for dele af opstartsperioden op til forårssæsonen, men Bayan ”is back” og klar til at tage udfordringen op – både hvad angår spilletid og hvad angår HIK lørdag eftermiddag.

– Jeg føler mig virkeligt som en del af holdet og jeg ved, at jeg kan give et stort bidrag til denne klub og dermed hjælpe drengene. Jeg er indstillet på at give alt, hvad jeg har og har en ambition om at opnå mest muligt med klubben fremadrettet, lyder det både ambitiøst og ydmygt fra den sympatiske englænder.

Næste udfordring hedder HIK, og Hellerup klubben har ikke mindst på hjemmebane vist fin form. Senest mod Brønshøj, der blev slået med hele 3-0. På udebane har sjællænderne haft det sværere og forhåbentlig bliver det også tilfældet lørdag i Jammerbugten.

Det er ikke mange møder Jammerbugt FC og HIK har med hinanden gennem divisionstiden, men seks stk. er det da blevet til siden 2004, og her kan det konstateres, at det har været jævnbyrdigt, selvom der ganske vist er et par større sejre til begge hold i blandt. Det er nemlig endt med to uafgjorte og to sejre til hver.

Spørger man Bayan Fenwick, tipper den statistik i Jammerbugt FC’s favør på lørdag, når de to mandskaber støder sammen for syvende gang.

– Vi er nødt til at gå ind til hver eneste kamp med samme indstilling, at vi vil vinde kampen. Kvaliteten i vores spillertrup betyder, at vi kan vinde mod alle hold i rækken. Vi skal bygge videre på de seneste to kampe og fortsætte med at arbejde hårdt for hinanden, fortæller Bayan Fenwick, der kigger ind i en både svær og spændende udfordring mod et ungt, teknisk stærkt, hurtigt og velspillende HIK mandskab.

Der er kick off på Sparekassen Vendsyssel Arena lørdag d. 25. maj kl. 14.00.

 

< Tilbage til listen